For knap 2 uger siden var Speed vært for 3. runde af kvindeturneringen, hvor 9 hold og ca. 90 kvindespillere var samlet for at spille.

Det var en forrygende dag, hvor de nyeste hold fra Hundested og Aarhus viste hvor meget de har forbedret sig på blot nogle måneder. Der var i det hele taget mange lige kampe og ikke mindst fik Speed Ladies endelig slået rivalerne fra Frederiksberg RK. Lige nu er Frederiksberg kun foran med 2 point og der er 5 runder tilbage af turneringen.

På lørdag foregår 4. runde på Arsenalvej på Christianshavn, hvor Speed sparker første kamp igang kl. 10. Det bliver alletiders dag og faktisk lægges der op til at vores 2 nyeste spillere kan spille i samme kamp. Sofie Kragelund og Veronika Anker har begge klaret sig godt i deres debutter og det bliver spændende at se dem på banen på lørdag.

Kom og se nogle gode kampe fra kl. 10-16!

Sidste weekend var klubben på tur i Belgien, hvor herrerne deltog i Flandern 10's turnering. Tre af pigerne var med som supportere og havde taget støvlerne med i tasken. Therese Veng, Simone Urban og Marlene Jakobsen spillede for Paarse Rebellen som betyder Purple Rebels.

Kvindeholdet tager i øvrigt på deres egen tur til Berlin i næste måned, hvor de skal spille som gæstehold i den tyske turnering.