Referat fra en kamp, hvor gamle spillede himmelsk, og unge mest af alt lignede nogle tømmermændsramte curlingbørn med fingre som ostehapser. Men hvor unge vandt, fordi dommeren med al sandsynlighed var købt og betalt. 

Denne skribent må starte sin beretning med at beklage, at dette referat fra fra årets Unge vs. Gamle først kommer nu – med en uges forsinkelse.

Skribenten vil i samme ombæring udnytte, at det i disse år er blevet direkte velanset, at mænd viser følelser. For forsinkelsen af nærværende referat skyldes slet og ret, at skribenten har været dybt rystet i sin grundvold, siden kampen blev fløjtet af for nu snart en uge siden.

For det, som skribenten og alle andre, der deltog i eller overværede kampen i lørdags oplevede, var langt ved siden af alt rimelighed.

Dommeren var simpelthen bundkorrupt. Skribenten vælger her at sætte navn på personen. Det skyldes, at skribenten er blevet oversvømmet med klager over den behandling, som banens klart bedste hold fik.

Dommeren hedder Ludvig Hansen.

Nå. Hvoromalting er, så blev der altså spillet rugby. Og det var en smuk kamp, i hvert fald fra det ene hold. For mens de unge lavede den ene fejl efter den anden, så var de gamle mere end i almindelig hopla.

Flotte afleveringer, benknusende tacklinger og kombinationer, der måtte få selv Ian Foster til at tabe kæben. Malte Madsen, den yngste hos de gamle, førte tropperne i kamp. Og som han så rammende sagde, da han efterfølgende skulle vælge kampens spilller: “Det var svært på begge hold. For alle hos de gamle spillede forrygende, mens alle hos de unge mest af alt spillede som en jordfyldt sæk kartofler.”

Af uransagelige årsager vandt de unge. Eller helt uransageligt var det ikke for Ludvig Hansen var tydeligvist betalt. Vi ved endnu ikke, hvad han lod sig betale med, og måske finder vi aldrig ud af det.

Kampens spillere var:

Fra De Gamle: Jonno Stelder, der spillede himmelsk.
Fra De Unge: Simon Maagaard Holm, der spillede lidt bedre end de andre unge, men stadig utroligt dårligt.

Vi ses næste år!