Oplæst af formand Jørgen Larsen ved den ordinære Generalforsamling 13. februar 2015.

En gennemgang fra året der gik, set af Bestyrelsen. Vi vil begynde med det kedelige, vi har haft 4 dødsfald iblandt vore medlemmer i 2014.
I maj måned døde Leif Mogenshøj Jensen, Leif var den første klubhusforvalter i den gamle Trærestaurant da travbanen eksisterede. Leif var også i mange år medlem af Bestyrelsen.
I august måned fik vi besked på at vor tidligere Formand Poul Erik Jørgensen var død. Poul Erik var Formand fra 1952 til 1961 i Speed, og fra 1962 til 1966 var han Formand for Dansk Rugby Union.
Poul Erik Saabye Jensen er død her i efteråret, det var bobestyreren der kontaktede os og gav beskeden. Han var i mange år medlem af klubben, samt var dommer i mange år.
Den 14. november fik vi oplyst at en god ven af Speed og Rugby, John Aage Petersen var afgået ved døden. Ugen før d. 8/11 var John til Guldkamp i Travbaneparken. Jeg personlig stod og snakkede med ham i hele anden halvleg om vort kommende projekt 2030, hvor han vanen tro tilbød sin hjælp.
” Æret været deres minde”.

Vi havde jo den store glæde at vort seniorhold efter 37 år blev danske mestre, og efter 17 år også pokalvinder. Vi gik ubesejret igennem turneringen både 1. Division Øst, og Super 6 Ligaen, en flot præstation så med det mandskab vi har, ser vi lyst på fremtiden. Der er andre bag ved holdet der skal hædres, trænerteam, senioransvarlig, kiropraktiker, samt mange hjælpere.
Vi har deltaget i mange træningssamlinger, både i England og herhjemme, endvidere er klubben blevet opdaget til landsholdene, hvor vi før dårligt havde spillere på 15 mandslandsholdet, er vi nu godt repræsenteret på både på sevens-landsholdet og på 15-mandslandsholdet.

Vores damer blev igen nr. 2, men det skal nok komme. Der bliver arbejdet seriøst på træningsbanen. Også her er der bud efter pigerne på landsholdet.

Vores ungdomshold hænger lidt i bremserne, men vi er ikke i tvivl om at trænerstaben nok skal ændre på dette, og få noget ”guld” hjem til de forskellige aldersgrupper.

Som noget nyt vil vi ikke komme ind på at rykke for hjælpere til rengøring og vedligeholdelse af klubhuset samt hjælpere til stævner og store arrangementer, så vi må se hvordan det spænder af i det kommende år.

Tårnby Kommune har igen været hjælpsomme over for os, vi har to gange fået installeret overvågning af terrassen, men hver gang er de blevet stjålet. Men tilsyneladende har vi fået skræmt dem væk. Vi havde i april den store brand hvor vort materialeskur blev brændt ned. Heldigvis var vi godt forsikret og fik dækket alle vore materialer, og Kommunens forsikring dækkede selve skuret så vi i dag har et større skur, og til sidst er alle fliserne foran hoveddøren skiftet. Det trængte også.

ØKONOMIAFDELINGEN: Regnskabet vil Lars senere fremlægge, sidste år havde vi et stort overskud, det er så nu forvandlet til et lille underskud. Men vi kæmper meget for at få økonomien til at hænge sammen, men igen det er vigtigt at man betaler sin kontingent, og det gælder alle, det er ikke gratis at drive denne klub.

SENIORAFDELINGEN: En lille kommentar? I starten af sæsonen lovede seniorerne 3 mesterskaber til Klubben. Det blev til 2, men vi synes at de 2 var så gode at vi godt kan vente til i år på de 3 mesterskaber. Igen en stor ros til trænerstaben.

DAMEAFDELINGEN: Ja vi mistede Diane i trænerteamet, men erstatningen Ludvig Hansen er måske endnu bedre. sæsonen gav en andenplads i D.M. Damerne var også en tur til Malta i februar, hvilket var en kærkommen gave til damerne. Desværre var der også en splittelse i gruppen og det gav så bestyrelsen en hel del møder og uro i foråret. Jeg vil tro at trænerteamet har nogle kommentarer.

OLD BOYS: Ja denne afdeling er jo ikke særlig aktive på banen, men heldigvis er de mere aktive ved stævner og arrangementer. Jeg ved personligt at mange klubber er misundelige på os, fordi de mangler denne brigade af tidligere aktive, der stadig kommer i klubben og hjælper til når der mangler hænder. Uden denne hjælp gik det heller ikke godt for os, Bestyrelsen er virkelig taknemlige for deres indsats.

UNGDOMSAFDELINGEN: Denne afdeling er vores vigtigste, her skal vi undervise de unge mennesker, og lære dem rugbyspillet. Vi ved jo at det er yderst vigtigt at have en velfungerende ungdomsafdeling, bare se på vort førstehold i dag. Derfor er det yderst vigtigt at vi stadig kan få frivillige til dette arbejde, men det vil Arne uddybe senere når han kommer ind på den forgangne sæson.

KLUBHUSET: Ja det kræver meget at holde huset ved lige, og vi er meget stolte af det, men det kræver også mange hænder og frivillige, så hjælp med at passe på det, og ryd op efter dig.

SCANDINAVIAN COPENHAGEN OPEN 7s: Ja det er kendt som en god, social turnering med god stemning og det er nu for 29. gang det bliver afholdt hos os. Men som nævnt før kræver det meget arbejde og alle kan bruges, så sæt dagene af d. 8. og 9. august. Vi har plads til alle. Vort hold gjorde det godt i 2014 vi slog blandt alle Landsholdet, men vi nåede desværre ikke finalen, men vi kommer igen.

BESTYRELSEN: Ja vi har også travlt her, vi har fået nogle nye unge mennesker ind i Bestyrelsen, så fornyelsen er på vej. Der er stadig mange møder i Kommunen og i Dansk Rugby,  desuden har vi også interne møder, for at få det til at rulle. Vi arbejder også på at forbedre vores økonomi, og det kan blandt andet gøres ved at passe på ting vi har, og ikke at forglemme er det vigtigt at passe på vore sponsorer.

Hermed overlader vi beretningen til forsamlingen.

På Bestyrelsens vegne.
Jørgen Larsen

KLUBBENS FREMTIDIGE ARBEJDE: Ja vi har lige haft en intern konference hvor vi diskuterede klubbens fremtid, den blev kaldt "2030". Der kom mange gode forslag for klubbens fremtid, så vi håber vi går en god fremtid i møde. Endvidere er vi i gang med KINSALE-turen, en rejse for 80 medlemmer af klubbens medlemmer vi stiller med 3 sevenshold og resten er turister, afrejse 1. maj til 4. maj. Endvidere er vi i gang med ungdomsarbejdet der skal videreudvikles, måske med noget skolearbejde, de kommende ”seniorer” skulle jo helst komme fra ungdomsafdelingen.

Jørgen Larsen